Det er ikke mig, der skal en tur i Zoologisk Have – desværre – men derimod beboerne på det plelementer,  jeg arbejder på, og de jeg var på arbejde i går, var det tydelige, at der blandtbeboerner blev set frem til den tur. Det er lige før jeg vil sige, at flere af beboerne så frem til den tur med en barnligbegejstring. Den form for begejstring og glæde, som går lige i hjertet, og fik mig til at hjem fra min  aftenvagt, med et smil læben.

Det der gav mig dette smil, var beboeren som normalt vil have sin aftenkaffe,  men som i går ville seng inden, for de skulle jo i ZOO den kommende dag. Beboeren som der næsten havde tåre i øjnene, fordi ægtefællen ikke havde ringet den dag, og nu var der opstået en  bekymringen om hvorvidt ægtefællen nu havde glemt, at de skulle i Zoologisk Have. Vi fik ringet til ægtefællen, som ikke havde glemt den forestående tur til Zoologiskade Have. Senere kom den samme beboer tilbage, for at høre, om det var muligt at låne telefonen igen. Denne gang lå bekymringen i, om ægtefællen viste, hvor kørestolen kørestolen, der skulle med stod henne. Det var meget tydeligt mærke på beboeren,  at dette var noget som havde stor betydning for vedkommende. Beboeren som ringernødkald omkring kl 22:30, fordi der skal findes et par sorte busker, til den kommende dag, for jeg kan jo nok se, hvor hæslige de bukser vedkommende har på er, og dem kan man jo på ingen måde have på i Zoologisk Have. Vi fandt de sorte bukser, som blev lagt klar til den kommende dag.

Det er sådan nogle vagter som denne, der virkelig bekræfter mig i, at det er det rigtige fag, jeg har valgt 🙂